Gourmensch

Markedsafsøgning

Forespørgsel om tilbud på ombygning af bil i forbindelse med markedsafsøgning, Omstillingspuljen

Om Gourmensch

Gourmensch ApS skaber kulinariske totaloplevelser med vores Outdoor Teamcooking kurser. Deltagerne lærer at tilberede mad over bål i naturen. Der inspireres både til nye smage, teknikker og fællesskab, når vi mødes ved bålet. Vi er meget afhængige af vores bil, når vi skal lave arrangementer, men der er en del problemer i forhold til den nuværende indretning, som vi gerne vil have løst.

 

Ombygning af bil

Vi har en Renault Master L3H2, som er leaset. Derfor ville det være fordelagtigt at udstyret kan afmonteres, hvis bilen ikke længere skal bruges. Som jeg ser det er der tre ting ved bilen, der skal ordnes overordnet:

  1. Optimering af bagagerummet, opbevaring, på- og aflæsning og tilgængelighed.

  2. Bilen skal gøres mere outdoor-egnet. Evt. med trækspil, projektører og markise.

  3. Bilens udseende skal passe med det vi laver, logo etc..

 

1. Bagagerum

Bilen skal indrettes til at kunne transportere alle de ting, som vi bruger, når vi har arrangementer. Det drejer sig om: 

– Eurokasser 400*600 mm, vi pakker værktøj og udstyr i disse.

– Båltønder, halve olietønder med aftagelige ben.

– Termokasser 400*600 mm, til madvarer.

– Diverse fast udstyr; økser, værktøj, etc.

– Skrald.

– Brænde.

Eurokasser

Fordi vi i forvejen er ved at skifte vores lager og generelle opbevaring til eurokasse-standarden, skal bilen også passe til det. Derfor har vi også kigget på løsninger med vogne, der passer på disse mål og kan køres ud og ind og flyttes rundt i bilen, efter behov. Desuden er det en fordel, fordi vognene let kan bruge andre steder, hvis bilen skal skiftes.

Faste ting

Udover de ting, der skal pakkes fra gang til gang og tages ud og ind af bilen, er der også ting, der skal blive i bilen. Det drejer sig om værktøj, båltønder, førstehjælp, brændslukker, etc. Derfor vil vi gerne have udnyttet pladsen på en måde, så der kommer skabe/skuffer til den slags.

 

Den ideelle indretning for os vil derfor være at have plads til rullereoler til eurokasser, og langs siderne i bilen kan der være forankringspunkter og skuffer skabe til diverse ting og sager. Vi vil også gerne høre om mulighederne for at få lavet gulvet på en måde hvor det bare kan spules rent med vand, da vi ofte slæber meget skidt med ind i bilen.

 

2. Outdoor

Bilen bruges ofte på svært fremkommelige steder, med mudder, grus o.s.v., derfor vil vi gerne høre, hvad der er af  muligheder for at få den gjort mere egnet til dette. Det være sig:

– Spil, til at trække bilen fri.

– Projektører til ekstra belysning om bilen.

– Tagbagagebærer.

– Stige bagpå til opgang på taget.

– Markise der kan trækkes ud over sidedøren.

– Rampe til bagdør.

 

3. Udseende

Lige nu er bilen en anonym hvid varevogn, det vil vi gerne have ændret på, så den ligner det, den er – nemlig en outdoor bil, der kan klare hvad som helst. En stor del af det kommer selvfølgelig med udstyret fra punkt 2, men yderligere vil vi også gerne have forslag til, hvordan man kan lave følgende:

– Ny farve, maling, film?

– Logo og firmanavn, foran, på siden, bagpå.

 

Forventede udbytte og udvælgelseskriterier

Vi forventer, at vi efter vil ende ud med en varevog, der er 100% tilpasset vores behov, og som er sikker ift. transport af båludstyr og fødevarer. Vi udvælger leverendør ud fra pris, referencer, tidshorisont, kemi m.fl.

 

Markedsafdækning indeholdende indhentning af 2 tilbud 

Som en del af markedsafdækningen vil Gourmensch ApS bede om at modtage et tilbud, som indeholder:

  • En kort præsentation af tilbudsgiver med referencer og historik. 

  • Skriftlig bekræftelse på at I kan leve op til de ovenfor beskrevne krav.

  • Et tilbud inkl. dato og en timepris i DKK + moms. 

  • Forventet tidsplan

  • Evt. forudsætninger for tilbuddet

  • Stamdata for den ansvarlige (navn, mail, og tlf.) samt selskabsnavn, CVR-nummer, adresse.

Tilbuddet, der max. må være på 98.000 excl. moms, skal være undertegnede i hænde senest den 25.08 2022. Yderligere oplysningen om Gourmensch ApS og opgavens indhold kan fås ved henvendelse til undertegnede.

 

Med venlig hilsen 

 

Jakob Nusbaum

 

j@gourmensch.dk

Udtalelser

FAQ

Mest stillede spørgsmål..?

Her svarer vi på en række ‘ofte stillede spørgsmål’, og giver gode råd til GOURMENSCH events.

Når man færdes i naturen på primitiv vis kan det godt udfordre ens påklædning på en måde det ikke bliver det i hverdagen. Man kan selvfølgelig sagtens have en god oplevelse i lige det tøj man vil, men tit bliver det lettere med det rigtige grej. Selvom vi sørger for en lækker camp hvor man kan søge ly for elementerne er det rart at kunne søge ud, og ikke skulle bekymre sig for om man kommer til at fryse, eller hvorvidt ens jakke kan holde til det.

Generelt set er det en god ide at overveje at man, når man arbejder med bål, godt kan blive ramt af gløder. Derfor er det en god idé at tænke over hvilket materiale ens tøj er lavet af. Som hovedregel er naturfibre mere brandsikre og gløderesistente end kunstmateriale, derfor anbefaler vi at man som yderste lag har enten naturmaterialer (bomuldsblanding, uld, læder, hør) eller gammelt tøj man ikke er så nervøs for. Støvler, det kunne være vandrestøvler, er også gode at have med da de er gode i al slags vejr og gode at stå i og arbejde.

Sommervejret i Danmark er, som de fleste godt ved, lidt af en blandet fornøjelse. Derfor opfordrer vi altid til at man tjekker vejrudsigten for at se om regnjakken bliver nødvendig.

 

Desuden skifter vejret altid karakter om sommeren når solen går ned, derfor er det en god ide at have en tyk trøje med selvom det er varmt når kurset starter.

 

Solen kan også blive en udfordring, eksempelvis når man står foroverbøjet og hakker grøntsager med nakken blottet. Desuden er der stor tradition i friluftsverden at man bærer hat, da den også kan bruges til at vifte bålet i gang, holde på håret, klaske fluer og samle vilde urter i.

Om vinteren kan det både blive koldt og vådt i Danmark, og det kræver forskellig påklædning. Overordnet set er det en god idé at klæde sig efter lag-på-lag princippet, hvor man har flere lag med forskellige funktioner, så man kan tilpasse sit tøj undervejs. Det yderste lags opgave er at modstå regn, hvis der er regn i sigte, og gløder. De inderste lags opgave er at isolere og regulere fugt, det er uld særligt godt til. Ved at påklæde sig i flere lag er det nemmere at fjerne eller tilføje et mellemlag for at regulere temperaturen. Husk derfor langt undertøj, to par sokker, hue og handsker. Det hele må meget gerne være uld.

I vinterhalvåret hvor det bliver tidligt mørkt kan lidt ekstra lys også være rart. Hvis du har en lommelygte, eller især en pandelampe, kan det også være en god ide at tage den med. En håndfri lygte gør arbejdet meget nemmere.

Indkøbskurv
Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.