Koldhævet brød – verdens lækreste og nemmeste rustikke brød

Verdens lækreste koldhævet brød er tilfældigvis også verdens nemmeste at lave. Nu får jeg sikkert både bagere og andre brød-entusiaster, som bager brød med den surdej de fik i dåbsgave, på nakken. Nuvel. Jeg tager chancen. Med denne simple opskrift får du 3 flotte velsmagende rustikke brød med en sprød skorpe. Det smukke er, at man ikke skal ælte dejen med hænderne. Den skal røres med en grydeske til en lind masse og derefter koldhæve i køleskabet i 6 timer. Dejen kan sagtens stå natten over, så du kan være overskudsagtig og servere friskbagt brød om morgen. Hvis jeg er i tidspres, lader jeg dejen hæve et par timer på køkkenbordet.

 

// Koldhævet rustikke brød (3 stk.)
25 g gær
8 1/3 dl. koldt vand
3 tsk. fint salt
1125 g hvedemel

 

Rør gær ud i vandet i en stor skål. Kom salt i. Rør mel i – kun med en grydeske. Dejen klistrer. Kom film over skålen. Og stil dejen i køleskabet i 6 timer. Eller natten over.

Drys masser af mel på bordet. Jeg er ikke så pjattet med at gøre rent, så jeg lægger et stykke bagepapir på bordet og hælder melet på. Del dejen i 3 lige store dele. Hiv i dejen, så det bliver langt som et flute og træk det hen over melet. Det skal hverken rulles eller æltes (ja tak – det er næsten for nemt) og bliver til et flot rustikt brød.

Sæt de 3 brød på en bageplade og efterhæv i 30 minutter.

Bages 8 minutter ved 300 grader (min kan kun varme op til 270) – derefter 15-20 min ved 200 grader.  Hvis jeg bager 6 brød på 2 plader, bytter jeg rundt på pladerne, så de øverste brød kommer nederst efter 4 minutter ved de 300 grader. Og kommer øverst igen efter 10 minutter ved de 200 grader.

Det overskydende mel fra bagepapiret kommer jeg i en krukke til næste gang. Og bagepapiret gemmes.

Man kan sagtens komme kerner eller andre typer mel i brødet. Jeg har bagt det med havregryn, ølandshvede, durum, græskarkerner, sigtemel, grahamsmel, knækkede hvedekerne og soltørrede tomater mm.

Servér det lune brød med en god klat smør.

 

Velbekomme.