Spinatpandekager med entrecote, babysalat & dressing

Sidste måned var børnene og jeg et smut forbi Mad2013 – en madmesse i Aarhus Ridehus. Der fik jeg inspiration til denne ret. I ridehuset brugte de grønlangkål. Jeg havde noget frossent spinat i fryseren, havde foretrukket friskt. Jeg gik i gang med at lave mad. Børnene spurgte, hvad vi skulle have til aftensmad og jeg svarede pandekager. Ligeså glade de blev for meldingen, ligeså skuffede blev de, da de så, at jeg kom spinaten i. Der blev nærmest opstandelse. Spinatpandekagerne fik et par ubekvemsord med på vejen, da drengene slukørede forlod køkkenet. Heldigvis endte alt godt, da de godt kunne lide dem og ville have de resterende med på madpakke dagen efter. (se dem her)

 

// Spinatpandekager med entrecote, babysalat & creme fraiche dressing
7 dl mælk
3 æg
250 g mel
1/2 tsk stødt spidskommen
200-300g frossen spinat
revet øko citronskal
1 tsk. salt
frisk kværnet peber
revet muskatnød

 

// Fyld
Entrecote (rester fra fryseren) Alternativt kylling, hakket oksekød mm.
Babyspinat
Tyndt skåret rødløg
Agurk i tynde lameller
Purløg
Høvlet gulerod

 

// Dressing
2 dl creme fraiche
1-2 fed hvidløg
1/2 tsk citronsaft
Salt & pebr

 

Pisk mælk, æg & mel sammen med krydderierne. Den frosne spinat kommes i en gryde med 1/2 dl kogende vand. Smag til med salt & muskatnød. Når vandet fra spinaten er fordampet, blandes det i pandekagedejen. Steg pandekagerne i smør på en stor pande og hold dem lune i ovnen indtil servering.

Kom salaten i en skål med koldt vand indtil det skal bruges. Det samme med de høvlede gulerødder – det bliver de sprøde af.

Jeg steger kødet hårdt på panden, så det får noget stegeskorpe og krydrer det med spidskommen, paprika & salt og peber.

Dressingen røres sammen. Salaten gøres klar, og så er der ellers venlig selvbetjening ved spisebordet.

 

 

Velbekomme.